
Tal og statistik
”Aktiv med PAW Patrol” har en mission: Børn skal fra en tidlig alder blive gode trafikanter og danne sunde vaner for sjov, aktiv og sikker transport. Tal og statistikker taler tydeligt for denne mission.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn under 18 år skal bevæge sig en time om dagen. Med læringskonceptet ”Aktiv med PAW Patrol” opfordres hele familien til at starte dagen med at være fysisk aktiv på vej til skole/institution. Det giver sundere vaner og bedre trivsel for barnet, da leg og bevægelse er vigtigt for barnets motoriske og sociale udvikling.
Samtidig viser en undersøgelse blandt 1004 forældre, foretaget af Epinion (2017) på vegne af Børneulykkesfonden, at mange børn bliver kørt i bil til og fra skole/institution. Undersøgelsen viser, at hver tredje barn i indskolingen bliver kørt i bil til og fra skole, imens tallet er helt oppe på 52 % for børn i børnehavealderen. Det kan betyde et trafikalt kaos, når mange børn afleveres i bil på samme tid, og øge risikoen for ulykker, når de små, nye trafikanter skal afsted.